Der er noget om at man kan vinde hævd på en ejendomsret eller en anden rettighed, man hvad betyder hævd helt præcist?

Fra gammel tid har man haft den regel, at man kan vinde hævd på en ret ved at udøve den i lang tid. Reglen er lovfæstet i Christian V's Danske Lov, men den er meget ældre i sin oprindelse - selve den tankegang, at et tidsforløb af en vis længde kan bidrage til at forandre eller ophæve en ret, begrundes i, at når en vis tilstand har varet så længe, at man har vænnet sig til den og indrettet sig på den, bør den anerkendes som den rigtige og retmæssige, selv om man herved forandrer eller tilintetgør en andens oprindelige ret.

Ved hævd ser man sagen fra erhververens side og siger, at han "vinder hævd", d.v.s. han opnår en ret i kraft af den rådighed, han har udøvet gennem hævdstiden (se nedenfor). Hævd forudsætter altså aktivitet fra den ene parts side, nemlig udøven af en råden.

Lovgrundlaget

Lovreglerne om hævd findes i Danske Lov paragraf 5-5-1, som lyder således: "Hvis gods eller ejendom nogen haver haft i hånd og hævd i 20 år, ulast og ukært til tinge, det beholder han, uden anden adkomst at fremvise, angerløst og uafvundet, med mindre det bevises, at han havde det, enten til pant, eller i forlening, eller i forsvar." Og i Danske Lov paragraf 5-5-2 hedder det: "Man kan såvel på brug som på ejendom fange hævd."

I praksis betyder det, at den ret, man har erhvervet ved hævd, enten kan være en ejendomsret eller en mere begrænset ret, en brugsret. Har man således i 20 år (som er det, der kaldes hævdstiden) rådet over et grundstykke, som om det var ens eget og under de betingelser, der i øvrigt gælder for hævdserhvervelse, er man på den måde blevet ejer af arealet, og man kan få sin adkomst (ejendomsret) tinglyst.

Man kan også erhverve en begrænset ret til en andens ejendom ved hævd. Det kan forekomme, når man gennem hævdstiden (de 20 år) har udøvet en råden, der er begrænset på en bestemt måde, samtidig med at ejeren i øvrigt har udøvet en ejers normale rådighed over ejendommen. Et godt eksempel er, at en anden end en grunds ejermand har færdedes ad en privat vej, der fører over grunden. Når dette er sket upåtalt og uafbrudt gennem 20 år, har den færdende vundet hævd på at fortsætte sin færdsel.

For begge typer af hævd - ejendomsret eller begrænset ret - gælder det dog, at der aldrig kan vindes hævd på offentlig vej.

Når landinspektører involveres i sager, der drejer sig om hævd, er der hovedsagligt tale om en ejendomsret, der kan være opstået ved hævd.

Udøvelse af råden

Det er en betingelse for at vinde hævd på en ejendomsret, at den person, der vil kunne vinde hævd gennem de 20 år, har udøvet en råden over ejendommen, som om han var ejer. Denne råden skal have været kontinuerlig gennem hele hævdsperioden. Afbrydes den for derefter at blive genoptaget, begynder en ny 20-års periode.

Rådigheden behøver ikke at være udøvet af den samme person gennem hele hævdstiden, men hvor der er flere udøvere, må der være en naturlig forbindelse mellem dem, f.eks. et successorforhold (efterfølgere). Køberen af en gård kan således fortsætte den hævdserhvervelse, som sælgeren har påbegyndt (f.eks. færdsel ad en vej), ligesom en arving kan fortsætte den rådighed, som arveladeren har påbegyndt.

Den råden, der skal danne grundlag for en erhvervelse af hævd, må ikke være resultatet af en strafbar handling - en tyv kan således ikke vinde hævd på det stjålne. Omvendt kan der ikke vindes hævd gennem en råden, som ejeren selv har gjort mulig ved sine egne handlinger, enten i sin egen eller i besidderens interesse – en panthaver vinder altså ikke hævd, uanset hvor længe han holder den pantsatte genstand i sin besiddelse.

Imellem disse to yderpunkter er der imidlertid et vidt spillerum for råden med eller uden ejerens samtykke og med mere eller mindre god tro hos personen, der vinder hævd. Et klart eksempel er råden over anden mands jord på grund af usikkerhed om, hvor skellet går. Den hævdende kan her være i fuldstændig god tro, men han kan også være i en vis tvivl, uden at hævdserhvervelsen forstyrres deraf. Men hvis han har flyttet skelpæle om natten, vinder han ingen ret.

Afbrydelse af hævd

Hvis rådigheden afbrydes af ejeren, standses erhvervelsen af hævd. En sådan afbrydelse kan være rent faktisk, f.eks. ved spærring af den vej, der færdes af, eller ved at ejeren lader en landinspektør konstatere, hvor skellet går og eventuelt markerer det med et hegn. Ejeren kan også ved henvendelse til den rådende forbyde ham at fortsætte som hidtil eller ejeren kan tage den ting tilbage, som en anden har rådet over. I praksis forekommer det, at man ved bomme eller låger hindrer færdsel ad vej eller stier, ikke fordi man i og for sig har noget imod den færdsel, der finder sted, men fordi man vil sikre sig, at der ikke vindes hævd på en færdselsret.

En protesthenvendelse alene er dog ikke tilstrækkeligt. Hvis den hævdende ikke bøjer sig for ejerens krav, må ejeren anlægge retssag og forfølge den til dom. Hævden anses da for afbrudt fra det tidspunkt, da stævning blev udtaget.

Tinglysning af erhvervelse af hævd

En person der vinder hævd over fast ejendom, skal lade sin ret tinglyse, hvis han ønsker at bevare den i forhold til godtroende erhververe (f.eks. købere) eller ejerens kreditorer. For at tinglysningen kan gennemføres, skal der foreligge et dokument, som enten skal være en skriftlig anerkendelse fra den oprindelige ejers side eller udskrift af den dom, som fastslår hævdserhvervelsen.

Der gælder dog den særlige regel, at en senere erhverver (f.eks. en køber af en ejendom), der ikke vil respektere en anden mands (f.eks. naboen) erhvervede hævd, skal gøre sin ret gældende inden 2 år efter at hans egen adkomst er tinglyst. Undlader han det, får hævden også virkning mod ham.

D.v.s. hvis hævdstiden ikke er udløbet på det tidspunkt, hvor en erhververs (f.eks. en køber) adkomst (ejendomsret) tinglyses, skal han gøre sin ret gældende inden 2 år, hvis hævdstiden udløber forinden. Hvis der f.eks. er gået 19 år af hævdstiden, på det tidspunkt hvor hans skøde tinglyses, kan han vente indtil 2 år med at gøre sin ret gældende. Ved den vundne hævd bortfalder alle de rettigheder i ejendommen, der ville være i strid med den brug eller den udnyttelse af ejendommen, der er vundet ved hævd. Denne regel kommer navnlig til anvendelse på panthavere og andre indehavere af begrænsede rettigheder over ejendommen.

Stiftelse af servitutter ved hævd

Det har næsten altid været antaget, at nogle servitutter kan stiftes ved hævd, og udtrykkelige bestemmelser om det findes helt tilbage i Danske Lov. Da hævdserhvervelsen forudsætter en råden over fremmed ejendom betyder det, at kun de såkaldte rådighedsservitutter, herunder tilegnelsesservitutter, kan stiftes ved hævd, mens såkaldte negative servitutter (tilstandsservitutter), ikke kan opstå på den måde.

Hvis der imidlertid på en ejendom findes en indretning, som naboen på en eller anden måde har benyttet gennem hævdstiden, er der som tidligere nævnt mulighed for at vinde hævd på retten til fortsat benyttelse. Det kunne for eksempel være en mur, der er opført i skellet og som har fungeret som støtte eller endevæg for et hus på nabogrunden. I modsætning hertil er det ikke tilstrækkeligt, at man bruger muren som støtte for en beplantning, idet en sådan benyttelse må anses stiltiende godkendt af naboen, da den ikke går ud over, hvad man sædvanligvis tolerer i et naboforhold. Det er denne "godkendelse", der udelukker hævdserhvervelsen.

Hvis man på sin egen grund opfører bygninger, der strider mod de naboretlige regler, f.eks. ved at ligge for tæt på skellet eller ved at have vinduer ind mod nabogrunden i tættere afstand end foreskrevet, er der mulighed for at vinde hævd på denne ulovlighed, hvis naboen ikke gør indsigelse i løbet af hævdstiden. Retsvirkningen er da ikke blot, at man kan lade den ulovlige bygning blive stående, men også, at naboen er afskåret fra at bygge på en sådan måde, at han spærrer for lys til de vinduer, der er ulovligt anbragt.

Som al anden ret over fast ejendom, skal en servitut, der er stiftet ved hævd, tinglyses for at bevare sin gyldighed over for de senere erhververe af den tjenende ejendom, der er i god tro. Uden tinglysning har servitutten kun gyldighed mellem parterne. Der er dog en undtagelse, idet at hvis en hævd ikke er tinglyst og derfor ville bortfalde over for en senere erhverver, skal denne erhverver gøre sin ret gældende inden to år efter, at hans egen ret er tinglyst (som nævnt ovenfor). Gør han ikke det, får hævden også gyldighed mod ham.

Kilde: Jan Kobbernagel: Erhvervsretten i Grundtræk, Nyt Nordísk Forlag 1982 og senere.