Landinspektørfirmaet Vektor er førende inden for en af de nyeste teknikker til hurtig indsamling af tredimensionelle data - 3D laserscanning. Teknikken, som stammer fra den amerikanske olie- og offshoreindustri, gør det muligt på meget kort tid at opmåle bygningskonstruktioner mv. tredimensionelt og er specielt anvendelig ved opgaver, hvor der kræves meget stor detaljeringsgrad og/eller opgaver, hvor objekterne er svært tilgængelige eller helt utilgængelige.
Stor detaljeringsgrad
3D laserscanning kan benyttes til snart sagt alle typer opmålingsopgaver, men de største fordele opnås ved opgaver, hvor der kræves meget stor detaljeringsgrad og/eller opgaver, hvor objekterne er svært tilgængelige eller helt utilgængelige. Det kan f.eks. være bygningsfacader, udsmykninger, lofter og tage samt på vej- og jernbanestrækninger, lufthavne, broer og andre trafikerede områder. Samtidig giver metoden den fordel, at den store detaljeringsgrad betyder, at man sjældent behøver at foretage supplerende opmåling, selv i de tilfælde, hvor det ikke fra starten har været helt klart, hvilke detaljer, der ønskes opmålt.
På basis af opmålingerne kan der anvendes en lang række sofistikerede værktøjer til generering af terrænmodeller, højdekurver, tværprofiler og modelanalyser samt til visualisering ved hjælp af animationer og sammensætning af terræn- og projektdata.
Avanceret teknologi
Landinspektørfirmaet Vektor løser opgaverne i firmaet Tvilum Vektor Laser Scanning. Her anvendes den avancerede laserscanner CYRAX 2500, som benytter "time-of-flight" metoden til at måle, hvor lang tid, hver enkelt udsendt laserstråle er om at ramme en overflade og vende tilbage til scanneren. Dette, kombineret med registrering af vinklerne i scannerens spejle, danner en punktsky bestående af punkter med X-, Y- og Z-koordinater samt en farve, der afspejler overfladens evne til at reflektere laserstrålen. Der scannes 1000 punkter i sekundet, fra 1 til 250 meters afstand fra scanneren og med en punkttæthed ned til 1 mm. En række uafhængige punktskyer kan efterfølgende transformeres sammen, evt. til et kendt koordinatsystem og dermed er en komplet 3-dimensionel model af det pågældende emne dannet. Modellen kan derefter viderebearbejdes i et CAD-program, hvor punktskyen omsættes til et stregkort i 2 eller 3 dimensioner.
Vinder større og større indpas
3D laser scanning vinder stadig indpas til flere og flere opgaver. Teknikken er allerede benyttet på flere projekter, bl.a. scanning af en 400 m lang strækning af en gade i Tåstrup bymidte i forbindelse med et større trafikomlægningsprojekt, til facader på Radiohuset i Rosenørns Allé i København i forbindelse med et større renoveringsprojekt samt ved opmåling af en 70 meter lang sandstensfrise på Kronborg Slot i Helsingør, ligeledes i renoveringsøjemed. Her genereres der tegninger af de enkelte sten i 1:1, som herefter enkelt og præcist kan kopieres. Endelig er teknikken anvendt på det nye operahus i København.